Ikke ligefrem lutter lagkage..

Torsdag stod vi op kl. halv 7 og baksede vores kufferter ned og op på en motortaxi, for at køre op ad den grusede vej til hovedvejen, hvor vi skulle vente på vores bus. Man ved aldrig helt hvornår den kommer, men der kørte en omkring 6 og en omkring 7 om morgenen, og det var det! Så vi tog den ”sene”. Heldigvis var vi der tidligt, for bussen kom også før tid og så var vi på vej til Samana. Vi kom frem ved middagstid og fandt et hostel, som vi havde set på hostelworld. Der skulle både være køkken, internet og varmt vand. Køkken havde ikke noget køleskab, var beskidt og der lå klude i ovnen. Internettet virkede ikke, kun det på deres egen computer, men den måtte vi endelig ikke låne, for trunten bag disken skulle sidde på face og varmt vand fandt vi vist aldrig ud af, for det første værelse vi havde virkede toilettet ikke og det andet virkede badet ikke. Needles to say at: vi blev kun én nat! Første dag kiggede vi lidt på butikker og var ude på en mikroø, der var rigtig flot, bortset fra alt skraldet og den mand der synes han skulle stå og onanere. Efter en lang nat med fugleungepippen, tog vi næste dag op til El Limon. Jeg lejede mig en hest, for jeg ville ikke risikere at fucke mit knæ op, Camilla gik, da hun har mere ærefrygt for heste end jeg. Det var en udmærket tur på en halv time ca. gennem mudret stier. Da vi kom til vandfaldet var det kæmpe! Og kort til efter vi ankom, var vi kun os og vores guide, mega fedt at have et vandfald for sig selv! Vi svømmede rundt og han fik taget en masse billeder. Da vi kom tilbage besluttede vi os for at tage videre. Vi skulle mødes med Eduardo i Bavaro næste dag, så der ville vi bare tage hen, men det var åbenbart en lang og indviklet vej, selvom det på kortet var kortere. Det ville være hurtigere at tage bus til Santa Domingo og så skifte der, så vi drog mod Santa Domingo, men fordi det var sidste bus skulle vi selvfølgelig hustles af chaufføren. Pest eller kolera, vælg mellem det utrolig nederen hostel og kør i morgen eller tag bus nu og bliv hustlet. Så vi valgte kolera. Det var en 4 timers lang tur og jeg blev nu ret glad for vi tog den der og fulgtes med Eduardo i bus næste dag, for ellers havde det været en hel dag med transport. Vi kom hjem til Eduardo og fik noget søvn og aftalte at stå op kl. 6 næste dag, så vi kunne komme med bussen kl. 7. Vi stod pligtskyldigt op, men der kom ingen Eduardo. Efter 9 blev vi til gengæld vækket og han spurgte om vi var klar, og jeg fortalte at det har vi været siden kl. 6. Tilsyneladende var han stadig ikke klar og da vi endelig kom med taxa, var det med ringe udsigter for at nå vores bus, men vi nåede den lige på et hængende hår. Så efter godt 3½ time med passageren foran sæde oppe i hovedet ankom vi endelig til Bavaro.

Cabarete

Så gik turen nordpå, så langt man kan komme, til Cabarete. En strandby, lidt pricy, men vi fandt et godt billigt outsides hostel, Laguna Park, som lignede et lille slot. Vi var kun 4-5 mennesker indkvarteret, så vi kaldte det spøgelsesslottet. Fine værelser, med et toilet der (for det meste) virkede og ikke alt for koldt vand i bruseren. For at komme ind til byen, kunne vi gå 20-30 minutter ELLER vi kunne tage motortaxi – dovenskab længe leve! Det var en lille by, men alligevel fik vi en dag til at gå med at kigge på butikker. Dagen efter tog vi en tur til de 27 vandfald. Vi stod tidligt op for at komme med lokalbus, som var godt proppet. I Puerto plata skulle vi skifte til en anden bus, men ”heldigvis” mødte vi Rudy i vores første bus. Kæften stod aldrig stille på den mand og han skulle nok vise os hvordan vi kom derud. Efter megen snak, en kort tur gennem byen, et smut til det turistkontor hvor Rudy arbejdede og lidt mere gåen, kom vi endelig til næste bus. Fordi vi var med Rudy fik vi ”special price” (det siger de jo altid). Rudy snakkede og snakkede heeele turen. Endelig kom vi ud til parken og skulle kun gå 10 minutter gennem marker (hvor det var heldigt at vi havde Rudy med, for her havde en tysk kvinde brækket næsen og hendes mand kæben, eller var det omvendt? I hvert fald var det mænd på markerne der havde gjort det). Rudy hilste pænt og snakkede med landmændene som var de hans bedste venner – de virkede nu ikke synderligt farlige. Vi kom til indgangen, fik betalt og Camilla fik vest, sko og hjelm på. Pga. mit knæ, ville jeg ikke op og klatre i vandfald. Afsted det gik og Rudy snakkede stadig. Heldigvis sakkede han bagud og det virkede til at han ikke kunne multitaske. Hver gang han skulle fortælle noget ”spændende” stoppede han op og fortalte med store armbevægelser, men nu gik vi heldigvis forrest, så vi kom frem den dag! Og frem kom vi, til et rigtig flot vandfald. Vi havde fået en anden guide med som skulle hjælpe Camilla op ad vandfaldene. Imens sad jeg tilbage og nød den smukke natur, eller jeg prøvede… for Rudy blev ved med at ævle! Jeg spurgte ham om der nogensinde var nogen der havde sagt han snakkede meget. Han svarede Ja, undskyld og så ævlede han videre. Imens han sad der fortalte han om et stort flot museum med sølvfabrik, cigarfabrik og rav. Der skulle være en KÆMPE Tyranosaurus Rex lavet i rav, som man kunne få taget sit billede med. De var nok blevet inspireret af at den første Jurassic park var indspillet lige bag byen. Efter Camilla var færdig med at klatre i vandfald, tog vi så med Rudy til museet, som i øvrigt fra free for us, fordi vi fulgtes med ham. Museet var nu overhovedet ikke noget at prale af. Der var nogen kæmpe ravstykker, men dinoen var nu ikke så stor som jeg havde håbet – eller pæn. Derefter tog han os ned til den lokale kunstmaler, og bagefter i souvenir butik. Til sidst fik vi nogle gaver. Fine sten fra ravmuseet i en mistænksom pose og så havde han da vist lige rapset to krukker til os i souvenir butikken. Han blev ved med at ævle om at det var fiiiine sten og nu skulle vi ikke blive uvenner om dem, der var nok til alle og blablabla. Et par dage så Camilla ravmuseet på et kort og der stod at det var gratis. Ikke kun for os, haha! Amen den mand havde jo damp! Trods det blev det en god dag.

Den sidste dag brugte vi på at slikke sol og skrive postkort på stranden og om aftenen fik vi en enkelt drink på den irske med pigen in charge fra vores hostel. Det var en rigtig hyggelig dag.

Den dominikanske – Santa Domingo

Turen gennem San Jose lufthavn, flyveren og så Santa Domingo lufthavn gik som smurt, det må have været en af vores letteste transporter, selvom jeg frygtede for stress og kaos i lufthavnen. I Santa Domingo stod Eduardo i lufthavnen og ventede på os. En anden couchsurfer. Ham og hans kammerat Jorge ville gerne hente os i lufthavnen (hvilket vi er virkelig taknemmelige for, for det eneste andet transport var en dyr taxa og som vi fandt ud af senere er Eduardos adresse ikke helt så nem at finde). Vi kørte hjem til ham og fik tildelt vores eget værelse, i deres kæmpe hus, som hans mor (arkitekten) selv har designet. Det var ikke engang december og huset var spækket med julepynt, fra top til tå! Alt! Gran, bamser, julemænd, snemænd, rensdyr, alt der glimter og alt der kan lyse, selv servicen var juledesign! Et par dage efter vi kom, samlede de det gode gamle plastikjuletræ, som heller ikke fik for lidt af pynt.

Fredag var vi på akvariet, som man vel kan sammenligne lidt med vores fiskerimuseum, bare federe! Rigtig mange ting er udendørs herovre og selvom akvariet havde tag, havde det ingen mure, for her skinner solen altid og der kommer aldrig en kold vind. Vi gik rundt mellem de mange store akvarier, med hver deres tema af fisk og jeg havde selvfølgelig glemt mit kamera – øv! Men Camilla havde sit med. De havde tilmed en tunnel hvor man gik under fiskene, det var ret fedt, men jeg synes slet ikke den var lang nok. Det var ikke så slemt med børneskrig, selvom der var mindst 5 klasser rundt på stedet. Det var en rigtig hyggelig tur.

Lørdag var vi sammen med Eduardo hans venner Jorge, Antonio og Ramon. Vi aftalte at tage ud til en strand, men først skulle vi lige forbi et udspringspunkt. Der må have været 8 meter, hvis ikke mere, ned. Camilla var mega sej og tog springet, ligesom Eduardo, Jorge og Antonio. Ramon og jeg blev tilbage og så på. Jeg var stadig forkølet og synes ikke lige jeg ville smadre vand op i krydderen (jeg turde sikkert heller ikke når det kom til stykket). Derefter tog vi ud til vores første hvide strand med palmer og krystalblåt vand. Jeg har aldrig set noget så hvidt og troede ikke det kunne blive smukkere, men Camilla forsikrede mig om at vi ville se steder der var smukkere end her. Vi chillede på stranden i godt 2 timer. Da solen var ved at gå ned tog vi tilbage til Santa Domingo hvor vi alle tog på cheffs Pepper og fik lækkert mad og hyggede. Om aftenen tog Camilla med Eduardo i byen, mens jeg blev hjemme og plejede min syge krop med velfortjent søvn.

San Jose

Efter en lang bustur og lang tids søgen, fandt vi endeligt et hotel. Der var ikke meget at lave i Punterena, så vi blev kun én nat. Hotellet var egentlig fint, det var bare træls med det byggelarm der var. Vi brugte tiden på at kigge rundt u byen, på butikker og nede ved den store sø.

Efter Punterena tog vi til Costa Ricas hovedstad San Jose. Efter en lille diskussion med en taxachauffør der påstod af vores hostel ikke fandtes (for at kunne køre os til et andet dyrere hotel), tog vi til Costa Rica backpacker hostel og sov der de to første nætter. Til vores ”held” fulgte byggelarmen med, da de på andendagen begyndte at lave køkken om. Men ellers var det et absolut fint sted. På vores værelse sov vi 8 mennesker, der var wifi (når det virkede) og computere. Køkken, opholdsrum med tv og en masse kanaler. På det store badeværelse var der badekar, men det var blevet fyldt med sten, fordi folk lavede ”forbudte” ting der, haha. Efter de to dage tog vi hjem til en couchsurfer, Daniel. Super venlig og spass fyr. Han havde allerede Audry, en fransk pige sovende og vi havde det alle rigtig hyggeligt. Her blev vi i 4 nætter før vi skulle flyve mod Santa Domingo. San Jose var en stor og flot by. Vi fik set børnemuseet, som var en utrolig fed og sjov oplevelse! Så var vi i regnskoven, godt 30 km. nord for San Jose. Det var også fedt, men en våd oplevelse og jeg blev desværre syg to dage efter. Ellers var vi nede i byen og kigge og i mall, nationalmuseet og vi fik også lige set indgangen til nationalteatret, som var utroligt smukt, men et teaterstykke var desværre udenfor vores budget. Jeg fik også vovet pelsen og udfordret min tandlægeskræk. Det var vitterligt ikke noget jeg havde lyst til, men en nødvendighed og jeg var hundestolt bagefter! Costa Rica skulle være – og er! – et utroligt smukt land, men desværre havde vi ikke meget andet end regnvejr på vores tur igennem landet. På trods af det er det et af de smukkeste og mest naturpræget steder jeg har set og vil anbefale det til enhver!

Kaffetur

I dag tog jeg på kaffetur. Det var ikke lige Camillas kop te (høhø), så hun blev tilbage på hostel og sov længe (bless her sleepy heart). Jeg blev hentet kvart i 9 og efter 10 minutters kørsel var jeg på Don Juans kaffeplantage, som den eneste gæst – så jeg fik en private tour – nice! Min guide som jeg (selvfølgelig) har glemt hvad hedder – Jeg vil kalde ham Bully, for han havde en bøllehat på og bar den noget så nydeligt – tog mig først til nursery, hvor små nye kaffe– og kakaoplanter bliver plantet i potter og vokser op ved kærlig pleje til de er klar til markerne. Derefter tog vi ud i markerne og høstede røde kaffebær, som vi bagefter kørte igennem en maskine manuelt (med håndtag og det hele) for at presse bønnerne ud af bæret. Så bliver bønnerne renset for den klistrede hinde de har om sig. Tørret, spredt ud på et gulv i et overdækket lokale, vendt to gange dagligt i godt en uge, før de ristes. Der findes mange forskellig smag kaffe og de kommer alt sammen af hvor meget af den (søde) klistrede hinde der bliver vasket af og hvor længe de bliver ristet. Efter kaffen, så jeg processen af kakao. Kakaofrugten er stor og enten gul eller rød. Bully gav mig en smagsprøve af kakaofrugtens hvide bønner, som ligesom kaffe også er omgivet af klistret hinde. Den smagte af vingummi og intet som chokolade.  De bliver ikke skyllet, men ligger og tørrer og får næring og smag fra hinden. Efter godt en uge ristes de og er klar til at blive lavet til kakao. De bliver grinded og via en process får man kakaosmørren ud af bønnen og har så kakaopulver tilbage. Ved at tilsætte smørret igen kan man så lave chokolade. Funfact: Hvid chokolade er lavet af kakaoens smør og mælk + mere og har derfor de goe ting fra kakaofrugten, men er meget federe. Det sundeste, er som de fleste ved mørk chokolade, jo mørkere jo bedre. Efter t have lavet min egen kakao og chokolade – og smagt det – viste Bully mig hvordan man får sukker af sukkerstænger. Planten minder udseendemæssigt om bambus, bare tykkere. For at kunne presse saften ud (igen med håndtrukken maskine) må man lave et snit ned gennem den. Derefter køres den igennem en maskine, hvor en drejer den ene vej og en anden den anden vej. Efter flere gange i maskinen, er saften presset ud og klar til at blive kogt. Væsken vil fordampe og efterlade krystalliseret brun sukker. Det var en fed tur og fik smagt en masse lækkert. Kan dog stadig ikke lide kaffe. I morgen rejser vi videre til byen Punterena og håber at finde et godt hostel. Bussen kører kl. 6 am. Suk.