Torsdag stod vi op kl. halv 7 og baksede vores kufferter ned
og op på en motortaxi, for at køre op ad den grusede vej til hovedvejen, hvor
vi skulle vente på vores bus. Man ved aldrig helt hvornår den kommer, men der
kørte en omkring 6 og en omkring 7 om morgenen, og det var det! Så vi tog den
”sene”. Heldigvis var vi der tidligt, for bussen kom også før tid og så var vi
på vej til Samana. Vi kom frem ved middagstid og fandt et hostel, som vi havde
set på hostelworld. Der skulle både være køkken, internet og varmt vand. Køkken
havde ikke noget køleskab, var beskidt og der lå klude i ovnen. Internettet
virkede ikke, kun det på deres egen computer, men den måtte vi endelig ikke
låne, for trunten bag disken skulle sidde på face og varmt vand fandt vi vist
aldrig ud af, for det første værelse vi havde virkede toilettet ikke og det
andet virkede badet ikke. Needles to say at: vi blev kun én nat! Første dag
kiggede vi lidt på butikker og var ude på en mikroø, der var rigtig flot,
bortset fra alt skraldet og den mand der synes han skulle stå og onanere. Efter
en lang nat med fugleungepippen, tog vi næste dag op til El Limon. Jeg lejede
mig en hest, for jeg ville ikke risikere at fucke mit knæ op, Camilla gik, da
hun har mere ærefrygt for heste end jeg. Det var en udmærket tur på en halv
time ca. gennem mudret stier. Da vi kom til vandfaldet var det kæmpe! Og kort
til efter vi ankom, var vi kun os og vores guide, mega fedt at have et vandfald
for sig selv! Vi svømmede rundt og han fik taget en masse billeder. Da vi kom
tilbage besluttede vi os for at tage videre. Vi skulle mødes med Eduardo i
Bavaro næste dag, så der ville vi bare tage hen, men det var åbenbart en lang
og indviklet vej, selvom det på kortet var kortere. Det ville være hurtigere at
tage bus til Santa Domingo og så skifte der, så vi drog mod Santa Domingo, men
fordi det var sidste bus skulle vi selvfølgelig hustles af chaufføren. Pest
eller kolera, vælg mellem det utrolig nederen hostel og kør i morgen eller tag
bus nu og bliv hustlet. Så vi valgte kolera. Det var en 4 timers lang tur og
jeg blev nu ret glad for vi tog den der og fulgtes med Eduardo i bus næste dag,
for ellers havde det været en hel dag med transport. Vi kom hjem til Eduardo og
fik noget søvn og aftalte at stå op kl. 6 næste dag, så vi kunne komme med
bussen kl. 7. Vi stod pligtskyldigt op, men der kom ingen Eduardo. Efter 9 blev
vi til gengæld vækket og han spurgte om vi var klar, og jeg fortalte at det har
vi været siden kl. 6. Tilsyneladende var han stadig ikke klar og da vi endelig
kom med taxa, var det med ringe udsigter for at nå vores bus, men vi nåede den
lige på et hængende hår. Så efter godt 3½ time med passageren foran sæde oppe i
hovedet ankom vi endelig til Bavaro.
fredag den 30. november 2012
onsdag den 28. november 2012
Cabarete
Så gik turen nordpå, så langt man kan komme, til Cabarete.
En strandby, lidt pricy, men vi fandt et godt billigt outsides hostel, Laguna
Park, som lignede et lille slot. Vi var kun 4-5 mennesker indkvarteret, så vi
kaldte det spøgelsesslottet. Fine værelser, med et toilet der (for det meste)
virkede og ikke alt for koldt vand i bruseren. For at komme ind til byen, kunne
vi gå 20-30 minutter ELLER vi kunne tage motortaxi – dovenskab længe leve! Det
var en lille by, men alligevel fik vi en dag til at gå med at kigge på
butikker. Dagen efter tog vi en tur til de 27 vandfald. Vi stod tidligt op for
at komme med lokalbus, som var godt proppet. I Puerto plata skulle vi skifte
til en anden bus, men ”heldigvis” mødte vi Rudy i vores første bus. Kæften stod
aldrig stille på den mand og han skulle nok vise os hvordan vi kom derud. Efter
megen snak, en kort tur gennem byen, et smut til det turistkontor hvor Rudy
arbejdede og lidt mere gåen, kom vi endelig til næste bus. Fordi vi var med
Rudy fik vi ”special price” (det siger de jo altid). Rudy snakkede og snakkede
heeele turen. Endelig kom vi ud til parken og skulle kun gå 10 minutter gennem
marker (hvor det var heldigt at vi havde Rudy med, for her havde en tysk kvinde
brækket næsen og hendes mand kæben, eller var det omvendt? I hvert fald var det
mænd på markerne der havde gjort det). Rudy hilste pænt og snakkede med
landmændene som var de hans bedste venner – de virkede nu ikke synderligt
farlige. Vi kom til indgangen, fik betalt og Camilla fik vest, sko og hjelm på.
Pga. mit knæ, ville jeg ikke op og klatre i vandfald. Afsted det gik og Rudy
snakkede stadig. Heldigvis sakkede han bagud og det virkede til at han ikke
kunne multitaske. Hver gang han skulle fortælle noget ”spændende” stoppede han
op og fortalte med store armbevægelser, men nu gik vi heldigvis forrest, så vi
kom frem den dag! Og frem kom vi, til et rigtig flot vandfald. Vi havde fået en
anden guide med som skulle hjælpe Camilla op ad vandfaldene. Imens sad jeg
tilbage og nød den smukke natur, eller jeg prøvede… for Rudy blev ved med at
ævle! Jeg spurgte ham om der nogensinde var nogen der havde sagt han snakkede
meget. Han svarede Ja, undskyld og så ævlede han videre. Imens han sad der
fortalte han om et stort flot museum med sølvfabrik, cigarfabrik og rav. Der
skulle være en KÆMPE Tyranosaurus Rex lavet i rav, som man kunne få taget sit
billede med. De var nok blevet inspireret af at den første Jurassic park var
indspillet lige bag byen. Efter Camilla var færdig med at klatre i vandfald,
tog vi så med Rudy til museet, som i øvrigt fra free for us, fordi vi fulgtes
med ham. Museet var nu overhovedet ikke noget at prale af. Der var nogen kæmpe
ravstykker, men dinoen var nu ikke så stor som jeg havde håbet – eller pæn.
Derefter tog han os ned til den lokale kunstmaler, og bagefter i souvenir
butik. Til sidst fik vi nogle gaver. Fine sten fra ravmuseet i en mistænksom
pose og så havde han da vist lige rapset to krukker til os i souvenir butikken.
Han blev ved med at ævle om at det var fiiiine sten og nu skulle vi ikke blive
uvenner om dem, der var nok til alle og blablabla. Et par dage så Camilla
ravmuseet på et kort og der stod at det var gratis. Ikke kun for os, haha! Amen
den mand havde jo damp! Trods det blev det en god dag.
Den sidste dag brugte vi på at slikke sol og skrive postkort
på stranden og om aftenen fik vi en enkelt drink på den irske med pigen in
charge fra vores hostel. Det var en rigtig hyggelig dag.
søndag den 25. november 2012
Den dominikanske – Santa Domingo
Turen gennem San Jose lufthavn, flyveren og så Santa Domingo
lufthavn gik som smurt, det må have været en af vores letteste transporter,
selvom jeg frygtede for stress og kaos i lufthavnen. I Santa Domingo stod
Eduardo i lufthavnen og ventede på os. En anden couchsurfer. Ham og hans
kammerat Jorge ville gerne hente os i lufthavnen (hvilket vi er virkelig
taknemmelige for, for det eneste andet transport var en dyr taxa og som vi
fandt ud af senere er Eduardos adresse ikke helt så nem at finde). Vi kørte hjem
til ham og fik tildelt vores eget værelse, i deres kæmpe hus, som hans mor
(arkitekten) selv har designet. Det var ikke engang december og huset var
spækket med julepynt, fra top til tå! Alt! Gran, bamser, julemænd, snemænd,
rensdyr, alt der glimter og alt der kan lyse, selv servicen var juledesign! Et
par dage efter vi kom, samlede de det gode gamle plastikjuletræ, som heller
ikke fik for lidt af pynt.
Fredag var vi på akvariet, som man vel kan sammenligne lidt
med vores fiskerimuseum, bare federe! Rigtig mange ting er udendørs herovre og
selvom akvariet havde tag, havde det ingen mure, for her skinner solen altid og
der kommer aldrig en kold vind. Vi gik rundt mellem de mange store akvarier,
med hver deres tema af fisk og jeg havde selvfølgelig glemt mit kamera – øv!
Men Camilla havde sit med. De havde tilmed en tunnel hvor man gik under
fiskene, det var ret fedt, men jeg synes slet ikke den var lang nok. Det var
ikke så slemt med børneskrig, selvom der var mindst 5 klasser rundt på stedet.
Det var en rigtig hyggelig tur.
Lørdag var vi sammen med Eduardo hans venner Jorge, Antonio
og Ramon. Vi aftalte at tage ud til en strand, men først skulle vi lige forbi
et udspringspunkt. Der må have været 8 meter, hvis ikke mere, ned. Camilla var
mega sej og tog springet, ligesom Eduardo, Jorge og Antonio. Ramon og jeg blev
tilbage og så på. Jeg var stadig forkølet og synes ikke lige jeg ville smadre
vand op i krydderen (jeg turde sikkert heller ikke når det kom til stykket).
Derefter tog vi ud til vores første hvide strand med palmer og krystalblåt
vand. Jeg har aldrig set noget så hvidt og troede ikke det kunne blive smukkere,
men Camilla forsikrede mig om at vi ville se steder der var smukkere end her.
Vi chillede på stranden i godt 2 timer. Da solen var ved at gå ned tog vi
tilbage til Santa Domingo hvor vi alle tog på cheffs Pepper og fik lækkert mad
og hyggede. Om aftenen tog Camilla med Eduardo i byen, mens jeg blev hjemme og
plejede min syge krop med velfortjent søvn.
torsdag den 22. november 2012
San Jose
Efter en lang bustur og lang tids søgen, fandt vi endeligt
et hotel. Der var ikke meget at lave i Punterena, så vi blev kun én nat.
Hotellet var egentlig fint, det var bare træls med det byggelarm der var. Vi
brugte tiden på at kigge rundt u byen, på butikker og nede ved den store sø.
Efter Punterena tog vi til Costa Ricas hovedstad San Jose. Efter
en lille diskussion med en taxachauffør der påstod af vores hostel ikke fandtes
(for at kunne køre os til et andet dyrere hotel), tog vi til Costa Rica
backpacker hostel og sov der de to første nætter. Til vores ”held” fulgte
byggelarmen med, da de på andendagen begyndte at lave køkken om. Men ellers var
det et absolut fint sted. På vores værelse sov vi 8 mennesker, der var wifi
(når det virkede) og computere. Køkken, opholdsrum med tv og en masse kanaler.
På det store badeværelse var der badekar, men det var blevet fyldt med sten,
fordi folk lavede ”forbudte” ting der, haha. Efter de to dage tog vi hjem til
en couchsurfer, Daniel. Super venlig og spass fyr. Han havde allerede Audry, en
fransk pige sovende og vi havde det alle rigtig hyggeligt. Her blev vi i 4
nætter før vi skulle flyve mod Santa Domingo. San Jose var en stor og flot by.
Vi fik set børnemuseet, som var en utrolig fed og sjov oplevelse! Så var vi i
regnskoven, godt 30 km. nord for San Jose. Det var også fedt, men en våd
oplevelse og jeg blev desværre syg to dage efter. Ellers var vi nede i byen og
kigge og i mall, nationalmuseet og vi fik også lige set indgangen til
nationalteatret, som var utroligt smukt, men et teaterstykke var desværre
udenfor vores budget. Jeg fik også vovet pelsen og udfordret min tandlægeskræk.
Det var vitterligt ikke noget jeg havde lyst til, men en nødvendighed og jeg
var hundestolt bagefter! Costa Rica skulle være – og er! – et utroligt smukt
land, men desværre havde vi ikke meget andet end regnvejr på vores tur igennem
landet. På trods af det er det et af de smukkeste og mest naturpræget steder
jeg har set og vil anbefale det til enhver!
torsdag den 15. november 2012
Kaffetur
I dag tog jeg på kaffetur. Det var ikke lige Camillas kop te
(høhø), så hun blev tilbage på hostel og sov længe (bless her sleepy heart).
Jeg blev hentet kvart i 9 og efter 10 minutters kørsel var jeg på Don Juans
kaffeplantage, som den eneste gæst – så jeg fik en private tour – nice! Min
guide som jeg (selvfølgelig) har glemt hvad hedder – Jeg vil kalde ham Bully,
for han havde en bøllehat på og bar den noget så nydeligt – tog mig først til
nursery, hvor små nye kaffe– og kakaoplanter bliver plantet i potter og vokser
op ved kærlig pleje til de er klar til markerne. Derefter tog vi ud i markerne
og høstede røde kaffebær, som vi bagefter kørte igennem en maskine manuelt (med
håndtag og det hele) for at presse bønnerne ud af bæret. Så bliver bønnerne
renset for den klistrede hinde de har om sig. Tørret, spredt ud på et gulv i et
overdækket lokale, vendt to gange dagligt i godt en uge, før de ristes. Der
findes mange forskellig smag kaffe og de kommer alt sammen af hvor meget af den
(søde) klistrede hinde der bliver vasket af og hvor længe de bliver ristet.
Efter kaffen, så jeg processen af kakao. Kakaofrugten er stor og enten gul
eller rød. Bully gav mig en smagsprøve af kakaofrugtens hvide bønner, som
ligesom kaffe også er omgivet af klistret hinde. Den smagte af vingummi og
intet som chokolade. De bliver ikke
skyllet, men ligger og tørrer og får næring og smag fra hinden. Efter godt en
uge ristes de og er klar til at blive lavet til kakao. De bliver grinded og via
en process får man kakaosmørren ud af bønnen og har så kakaopulver tilbage. Ved
at tilsætte smørret igen kan man så lave chokolade. Funfact: Hvid chokolade er
lavet af kakaoens smør og mælk + mere og har derfor de goe ting fra
kakaofrugten, men er meget federe. Det sundeste, er som de fleste ved mørk
chokolade, jo mørkere jo bedre. Efter t have lavet min egen kakao og chokolade
– og smagt det – viste Bully mig hvordan man får sukker af sukkerstænger.
Planten minder udseendemæssigt om bambus, bare tykkere. For at kunne presse
saften ud (igen med håndtrukken maskine) må man lave et snit ned gennem den.
Derefter køres den igennem en maskine, hvor en drejer den ene vej og en anden
den anden vej. Efter flere gange i maskinen, er saften presset ud og klar til
at blive kogt. Væsken vil fordampe og efterlade krystalliseret brun sukker. Det
var en fed tur og fik smagt en masse lækkert. Kan dog stadig ikke lide kaffe. I
morgen rejser vi videre til byen Punterena og håber at finde et godt hostel.
Bussen kører kl. 6 am. Suk.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)