Semuc Champey del. 1

Vi sidder på El Portal, et hostel lige 200 m. fra Cemuc Champey. Vi tog fra Janets casa (med triste miner) i går kl. 8.20 (lettere forsinket bus). Bussen var allerede fyldt og vi manglede bare at samle én mere op. Jeg havde taget en pille mod transportsyge, så turen gik egentlig meget godt. Var lidt nervøs inden vi tog af sted, for dagen før havde Camilla forslået vi fik en lokal øl og jeg foreslog den lille bar jeg havde set lå nede om hjørnet. Det var det fedeste sted! Jeg er så ærgerlig over vi ikke havde opdaget det noget før (på den anden side, så havde vi haft tømmermænd hver dag). Porque no? – eller why not?, som bare hed er ejet af parret Carlos og Carla. Super søde dejlige og snaksalige mennesker. Nå men.. vi kørte bus godt 5 timer før vi holdte et langt stop og fik et super lækkert måltid. Da vi igen kom ind i bussen, nåede vi ikke langt, før vi skulle i en ny bus. Tilsyneladende var der noget galt med den anden. Pigen som havde siddet oppe foran, spurgte om der var nogen der ville bytte plads og det ville jeg da gerne. Da jeg satte mig ind, fandt jeg ud af hvorfor. Min sidedame var en matrone af sådan størrelse at jeg var nød til at rulle vinduet helt ned og sidde med armen ude, for ikke at få klemt luften ud af mig! Nå, men det er nu også meget hyggeligt at komme hinanden lidt ved. Resten af busturen var ret hyggelig. Med lidt musik kan man overleve meget og længere omme i bussen kunne jeg høre Camilla chatte med to norske piger vi havde snakket hurtigt med, da vi var stoppet for at spise. Camilla havde desuden også tabt sin i ipod i bussen, men fandt den heldigvis igen (efter lang tids søgen) og havde genvundet sin styrke til resten af turen. På vej så jeg en fyr stå ved vejkanten, med lange lyse cowboybukser, en rød og hvid tværstribet t-shirt og en rød kasket. Hvem sagde find Holger? Efter godt 9 timers kørsel ankom vi til et tilfældigt hostel og fik at vide at nu gik turen ikke længere. Det blev vi lettere oprevet over da vi jo hjemmefra havde betalt for en pakkeløsning. En gut ved navn Geraldo(?) fortalte at vores hostel Chesubin var fyldt, men vores billet gjaldt på El Portal og de nok skulle fragte os. Ja hvad ellers kunne vi gøre? Så vi steg op på truck med stænger hen over ladet, til at trække presenning over når det regnede, eller som vi gjorde, holde fast ved on the bumpy ride. Efter lidt køren frem og tilbage, fandt vores chauffør endelig ruten og godt en time senere var vi fremme. Stedet ligger som sagt tæt på Cemuc Champey, så der var vi heldige. Klokken var spisetid da vi ankom, så vi bestilte og mens de lavede vores aftensmad indlogerede vi os på 1. sal i en hyggelig hytte, installeret med 3 senge, skråtag og uden ruder i vinduet. Vi hyggede os efter en tur, lige indtil jeg fik øje på en ”lille” tarantel, der sad lige akkurat over døren! Vi ilede op til personalet, der kom til undsætning med kost, spand og insektspray. Kort efter fyrene var gået og vi havde lagt os til rette, fløj en kakerlak tværs gennem rummet. Kan de også flyve?! Er der noget det dyr ikke kan? Camilla faldt til ro i sit myggenet og jeg uden. I dag stod vi op ved 8 tiden. Fik et bad og noget morgenmad, før vi skulle med vores guide Toto ud på oplevelse.

Tour program:

10.00: Leaving the hostel – hiking 40 minutes to get to the viewpoint in the mountain. Amen var jo ved at dø! Men vi overlevede og så…

11.30: Swimming, jumping, sliding and climbing in the pools and waterfalls. Og der blev klatret, plasket og rutsjet.

12.30: Viewing the largest waterfall where the river leaves the tunnel. Gjorde vi før pool-climbing og hold op sådan et vandfald brøler derudad!

12.45: Walking back to the hotel for lunch. Lettere forsinket, vi var først tilbage kl. 2.

I morgen:

-Going to the K’an-ba caves

-Tubing in the Rio Cahabon (mini rafting)

Turen er egentlig kun én dag, men fordi vi ikke har travlt tager vi anden del i morgen, hvis da jeg er i fysisk stand til det. Alt det klippeklatring, fik fucket mit knæ op. Toto var så sød at knække en stor bambusgren af til mig, som jeg kan bruge til støtte. Føler mig helt som Gandalf (the red). Da vi kom tilbage fik vi flyttet værelse, til nedenunder (ikke grundet edderkoppen, men knæet) og nu sidder vi bare og chiller oppe ved baren.

Det sidste fra Antigua.

I tirsdags ville vi have været til aktivitet efter skole. Som vi forstod det, var det noget med 20 minutters kørsel i chickenbus (som vi rigtig gerne vil prøve) til et munkebo. Men mens vi sad og fik middagsmad i et lokalt køkken ved siden af skolen, blev jeg mega svimmel. Vi tog en tuktuk (lille bil med 3 hjul) hjem og slappede af herhjemme. Jeg troede først at det var en virus på balancenerven, men jeg tror det var mit hoved der havde fået for mange indtryk. Meget var jo også allerede sket på halvanden uge. Jeg besluttede at tage de to sidste skoledag fri og komme lidt til mig selv igen. Synes det har hjulpet. I går fik vi vasket tøj i et vaskeri. Godt nok kun i koldt vand, da elektricitet er utrolig dyrt i Guatemala. Vi kom af med Q50 (som svarer til 35 danske kroner) for to poser tøj. Og så var vi nede og få et tilbud til Semuc Champey. For 8 timers bustur, 2 overnatninger på hostel, indgang og guided tur igennem området + minirafting for 50$. Vi kunne sikkert gøre det billigere selv, men vi har en lang tur foran os og der er ingen grund til ar bøvle med tingene allerede fra starten. Vi bliver hentet hos Janet lørdag kl. 8 om morgenen. Vi bliver der nok mere end de 2 dage, med det ser vi til når vi kommer derop. I går var vi også lige et smut forbi supermarked. I dag har vi været lidt rundt i byen, på jagt efter postkort, men vi fandt ikke nogen gode. Fik købt mig en ”easy spanish phrase book” og håber den vil hjælpe mig i min kamp mod det spanske sprog. I morgen er fridag og det bliver nok til en tur på det store marked.

Rustikt og antikt!

En uge er gået og ligemeget hvor eksotisk et land jeg er i og hvor spændende det sprog jeg skal lære er, bliver jeg aldrig god til at sidde stille og koncentere mig i skolen. Glæder mig hver dag til at få fri og starte på eventyr, men der er jeg så træt at jeg lige må hjem først og have en lur. Da hjemmet ligger godt en halv times gåtur fra skolen, bliver klokken sen eftermiddag, før jeg rigtig får begyndt på mine eventyr. Det er da blevet til lidt sightseen af byen. 

Det hjælper nu også på skoletimerne at jeg har en utrolig sød, sjov og tålmodig lærerinde. Gabby og jeg har masser af sjov, men hun klør også på med verber og hvad ved jeg, som sætter min koncentration på en prøve. Derhjemme er vores familiemor Janet rigtig god til at snakke både spansk og engelsk til os, så vi har en chance for at konversere. 

Bare de 3 dage jeg havde været i Antigua selv var lidt ensomt. Det er hårdt ikke at kunne forstå nogen og ingen forstår mig. Tirsdag eftermiddag gik jeg hjem fra skole og kom til at tænke på at alle derhjemme var gået i seng og sov trygt. Jeg blev ramt af en stor ensomhedsfølelse og blev helt trist ved tanken. Heldigvis kom Camilla om aftenen, så det var jeg noget glad ved! Det holdte mig dog oppe at Janet laver rigtig dejligt og varieret mad. Der er ikke noget så fortrøstningsfuld som god mad og en god seng. Om torsdagen ankom en ny til huset, Michael fra Israel. Sød, men en meget chatty fyr. Til vores tur til søen Atitlan, anbefalede han et hostel kaldet Casa Blanca. Han havde selv lige været der og viste os fantastiske billeder, så vi var solgt. Lørdag morgen blev vi hentet med shuttlebus kl. 9, kørte rundt i Antigua efter de andre passagere og så ud på den yderst snoede motorvej. Ikke ligefrem noget mit transportsyge var glad for, men det blev bedre efter en kort pause på en tank og derefter de noget mindre, men meget mere medtaget veje. På vejen frem til San Pedro ved Atitlan, så vi en stor samling mennesker samlet om 2 politibiler og en ambulance. Vores chauffør fortalte at det var en ulykke. Højst sansynligt en ”hit and run”, med fatale konsekvenser. Med den fart og uforsigtighed de kører med herovre, virker det til ikke at være en sjælden ting – desværre. I Antiguas er vi dog ret sikre, for det er ikke muligt at køre mere end 15 km i timen, på de brostenbelagte gader.

Nå, men vi kom frem til San Pedro og i bussen var vi faldet i snak med en gut ved navn David, som vi fulgtes med til frokost og delte rum med på hostel Casa Blanca. David, som er en (ung af sind) fyr, med hele verden som sin legeplads, spurgte om vi ville med på eventyr rundt om søen. Det ville vi selvfølgelig gerne, så vi fulgtes en lille flok mennesker, rundt på stier, blandt hunde, lokalt dyrket frugt, gamle bygninger og venlige lokale. Da vi kom til vandet, blev stien til sandsække og derefter store sten vi måtte klatre på, dog med en nogenlunde bevaret smal sti. Efter vi havde siddet og nydt udsigten og snakket lidt med de lokale vaskekoner ved breden, begav vi os hjem igen. 

David havde en aftale med 2 piger, som vi joinede til aftensmad. Ana fra USA og Marina fra Polen. Vi hyggede og fortalte jokes, især David kunne mange og Marina var en virkelig god underholdende fortæller! Efter aftensmad gik vi hvert til sit. Vi kom hjem til hostellet, hvor der boede to halvstore killinger. Dem navngav vi John (fordi jeg troede David kaldte den John, men det viste sig han snakkede i telefon) og William (fra en joke David lavede med Anas ven). Det blev til en masse kælen med killingerne og så ellers bare i seng. Men der var ikke meget ro at finde. Hostellet var ejet af en Israelsk mand og den nationalitet galt også for de fleste gæster. Som Michael havde advaret om og som jeg selv ville lære, var at Israelere er MEGET støjende! Derudover lå der et diskotek lige op ad gaden, men heldigvis lukkede den kl. 1, som reglen i Guatemala lyder alle diskoteker skal. Der gik noget tid før israelerne gik til ro, og kort efter begyndte en hane at gale. Aaaamen altså! Men vi fik nogen timers søvn, før vækkeuret ringede. Vi havde bestemt os for at se solopgangen med søen. Vi gik turen rundt om søen, via stien fra dagen for inden og fik nogen gode billeder. Derefter lige direkte tilbage i seng!

Efter morgenmad og tjekout kl. 10 chillede vi i Casa Blancas skønne have, med hængekøjer, indtil vi besluttede at gå ned i byen og få noget middagsmad. Så sad vi lige på kajen, med fødderne i vandet, til vi skulle hjemad igen med shuttlebus.

Antiguas brostensbelagte gader

Spanish school

Stien der blev til sandsække

Solopgang ved Atitlan

John og William

Bussen var fyldt, men det var en hyggeligt tur. Vi kom lidt senere hjem end forventet, fordi en festival skabte trafikprop. Men hjem kom vi og så ellers bare direkte i seng! I morgen starter en ny uge…

Da 17 timer blev til 3 døgn

Min sidste aften tilbragte jeg hjemme hos min mor, sammen med hende og Martin. Vi havde en rigtig hyggelig aften, hvor vi bare slappede af og så lidt tv. Jeg turde næsten ikke tænke tanken om at næste dag var sidste gang jeg skulle se dem i lang tid, så ville tårerne bare strømme frem. Da Martin og jeg lå i sengen, om aftenen, græd jeg dog alligevel. Der ville gå mange måneder før jeg igen kunne holde ham i mine arme. Vi fik sovet lidt og næste morgen stod vi op halv 5, fik lidt morgenmad, børstet tænder og så ud af døren kvart over 5. Jeg gav min mor flere store krammere og forsikrede hende om at tiden ville gå hurtigt og jeg ville være hjemme igen, før hun vidste af det. Martin og jeg kørte mod lufthavnen. Jeg fik mig selv og min bagage tjekket ind og så sad vi lidt sammen på en bænk, noget tid. Det var rigtig hårdt at sige farvel og jeg havde slet ikke lyst til at give slip på ham. Efter mange lange kram og kys var tiden dog inde til at jeg skulle igennem sikkerhedskontrol, så jeg ikke missede mit fly. Jeg gav modvilligt slip på Martin og så mig ikke tilbage. Tårerne trillede ned ad kinderne på mig mens jeg gik igennem sikkerhedskontrolen. Jeg fandt mit fly på skærmen og satte mig til at skrive en ”vi-ses” besked til vennerne.

Jeg boardede hvad der var det mindste fly jeg nogensinde har set. En række med 1 sæde og en række med 2 sæder. Jeg frygtede for turbulens i så lille et fly, men hvad jeg senere hen ville lære var at det fly, var det bedste transport på hele turen. Det tog 2 timer at flyve fra Billund til Paris, derfra skulle jeg skifte fly til Miami, men det var lettere sagt end gjort. Jeg var stresset, for jeg havde kun godt 1 time til at finde rundt i den store lufthavn. Jeg farrede vildt og det hjalp ikke meget at alle de ansatte jeg mødte ikke talte engelsk. Jeg fandt til sidst mit fly og løb den lande vej derned med min store tunge klodsede håndbagage, kun for at finde ud af flyet var 20 minutter forsinket. Jeg satte mig ned og slappede af i en lænestol, mens jeg kiggede ud på lufthavnens aktivitet. Flyet blev boarded og så startede 9 timers helvede med konstant babyskrigeri (stakkels barn og stakkels medpassagere). Der var rigeligt mad og drikke på flyet, men jeg havde ikke meget appetit, fordi jeg var så træt. Det var umuligt at få lukket et øje for det ulykkelige barn, så jeg bladrede igennem de udvalgte film og satte mig til at se Brave (Modig). Jeg blev positivt overrasket og blev muntret lidt op. Men glæden varede ikke længe. Da der var nogen timer tilbage af flyveturen følte jeg et jag og spænding i brystet. Jeg tænkte det kunne være muskelspænding, når jeg jo havde været så stresset og var træt. Jeg informerede stewardesserne, så der var nogen der kendte til det, hvis det skulle gå hen og blive værre. De var rigtig flinke til at tjekke op på mig, men jeg synes ikke jeg fik det bedre. Jeg prøvede på ikke at bekymre mig, da det nok ville forværre det. Vi landende lidt forsinket. Grundet det og en times kø i paskontrol missede jeg mit fly videre til Guatemala. Jeg fik en ny billet (free of charge) og fandt straks mi boarding sektion, så jeg var klar. Efter jeg havde sat mig ned og slappet af, fik jeg igen ondt i brystet. En af de ansatte lagde mærke til min smerte og spurgte om han skulle ringe efter en ambulance, så de kunne tjekke mig. Det ville jeg gerne, for nu var bekymringen vokset og nervøsiteten sneg sig ind på mig. Efter godt 10 minutter kom fire gutter i gul uniform med reflekser, kørende ind med en båre og diverse transportable apperater. Jeg fik klistret elektroder fast og de spurgte en masse spørgsmålet. De fortalte at de ikke kunne tvinge mig med på hospitalet, men de rådede mig til det. Efter at have spurgt hvor jeg skulle hen, sagde de også at det nok var bedre at komme på hospitalet i USA end Guatemala. Det kunne jeg godt se en pointe i, så de kørte mig på sygehuset. I ambulancen sad de 3 af fyrene omme bagi ved mig. De var søde og sjove og det gjorde hele turen til hospitalet lidt lettere.  Da jeg ankom, fik jeg sat en masse nye elektroder på mig, fik taget blodprøve, røngten af min brystkasse og skulle aflevere ”pee in a cup”. Lægen kunne se på mit blod at der var mulighed for blodpropper, så jeg fik en ultralydsscanning (sådan en gravide får) af mit ben og fik foretaget en CT scanning, hvor jeg samtidig fik sprøjtet farve ind i blodet, så de kunne se om der var noget uregelmæssigt i mit hjerte. Efter nogen timers søvn, kom lægen og fortalte at der ikke var noget at se og at hun mistænkte en nerve eller muskelspænding. Jeg var så lettet, havde virkelig været bange og lige der savnede jeg hjem rigtig meget.

Jeg blev udskrevet og så måtte jeg ud i natten og finde et hotel. Jeg kørte med taxa til 3 forskellige hoteller, før jeg til sidst fandt et der havde et ledigt værelse. Jeg fik mig et bad og gik så direkte i seng. Jeg var fuldstændig smadret! Jeg sov til kl. 10 næste morgen, tjekkede ud og gik over på den anden side af vejen til Denni’s, hvor jeg fik en god betjening og en god morgenmad.

Så videre med taxa til lufthavnen, hvor jeg nu måtte finde et nyt fly. Det kostede mig 150 $ og 7 timers ventetid, men det var hvad der var. Jeg satte mig til at vente og 2 timer før afgang bliver flyet aflyst. Tilbage til billetskranken.. Grundet mit fly var aflyst var begge fly næste dag helt booket op og det så ud til jeg først kunne få et fly 2 dage senere. Da der ikke var meget at gøre ved det, accepterede jeg bare. Damen ringede og dobbelttjekkede og det viste sig at der var en plads på flyet til næste dag kl. 11.50. Den ville jeg selvfølgelig gerne have. Jeg fik billetten, 2 madbilletter og en billet som kompensation for overnatning. Jeg takkede glad damen og skyndte mig udenfor, hvor jeg hoppede på en Shuttlebus til mit hotel. Jeg ankom til hotellet omkring 6-7 tiden og blev vist op til et kæmpe værelse, der bestemt ikke manglede noget! Jeg fik mig et bad, gik ned og tjekkede min facebook, hvor jeg havde fået varme beskeder hjemmefra. Derefter ind i den fine restaurant og få noget lækkert aftensmad. Mad jeg desværre ikke kunne spise så meget af, da jeg stadig havde jetlag. Jeg fik en god nats søvn og stod op næste dag kl. halv 7. Jeg skulle bare ikke misse det fly! Jeg tjekkede ud og var hurtigt på facebook igen, inden jeg skulle med bussen. Det var jo ikke til at sige hvornår jeg igen ville komme i nærheden af en computer. Jeg ankom til lufthavnen i god tid og efter en tur igennem sikkerhedskontrolen, fandt jeg min gate, fik lidt at spise og satte mig igen til at vente. Her mødte jeg 3 danske piger og en svensk fyr, der også skulle med samme fly. Desværre var de på venteliste og kom kun med, hvis nogen af de andre passagere ikke dukkede op. Men flyet var proppet.

Vi havde en smart kaptajn, der havde fyldt ekstra benzin på, i tilfælde af man ikke kunne lande i Guatemala citys lufthavn. Den havde været lukket nogen dage forinden, grundet Fuegos vulkanudbrud. Der var nogen andre der ikke havde taget højde for den smarte kaptajns plan og derfor var flyet for tungt. Efter at have forladt gaten, måtte vi tilbage for at tømme noget af posten af flyet. Efter 2 timer var vi endelig klar til liftoff. Det tog godt 3 timer at flyve til Guatemala og da jeg ankom, skulle jeg finde min taske, som var ankommet 2 dage før, med det fly jeg skulle have været med da jeg lå på hospitalet. Jeg fik min bagage og fandt de chauffører der skulle køre mig til min guatemalske familie. Chaufføren var en ung fyr ved navn Danni og med sig havde han en jævnaldrende pige som hed Amerika. Efter en lille times kørsel, ankom jeg til familien i Antigua. En enlig mor, ved navn Janet, med en datter Daniella og en søn Martin. Her fik jeg en varm velkomst. Efter et bad og lidt at spise gik jeg i seng. Klokken var kun 7, men jeg havde en masse søvn jeg skulle indhente.

Forhistorie

Jeg er en ung pige på 24 år. Vokset op i Varde, bare mig og min mor. Min far fik jeg kontakt til som 15 årig og her lærte jeg at jeg havde 3 yngre søstre. Søstre, som jeg i dag er rigtig glad for! Af uddannelse har jeg ikke meget, da jeg fik en psykisk diagnose som 17 årig. Efter 3 år med medicin, stoppede jeg og 2 år efter blev jeg erklæret rask*. Efter mange år hvor jeg havde fået fortalt at jeg var for syg til at få et job og godt kunne droppe det at drømme om nogen som helst fremtid, brød jeg lige så stille ud af mønstret, takket være nogen gode mennesker omkring mig. Jeg fik hjælp til selvhjælp, en masse støtte og en masse kærlighed. Jeg blomstrede på ny og skulle så finde ud af hvad jeg ville med mit liv. I sommers afsluttede jeg (endeligt) min 10. klasse og i løbet af skoleåret havde jeg planlagt at jeg ville ud at rejse.

Jeg vidste inden jeg startede i skole, at jeg ville se noget af verden inden jeg stiftede familie. Min drøm på daværende tidspunkt, var at tage en uddannelse i Irland, som jeg havde set for første gang på min første backpacker tur, gennem Europa, sommeren forinden. En fantastisk tur jeg delte med min bedste veninde og som jeg aldrig vil glemme.

Kort tid inde i skoleåret mødte jeg Martin og der gik ikke lang tid før vi blev kærester. Jeg fortalte ham helt fra start at jeg gerne ville rejse, men eftersom han selv arbejder i militæret og skal sendes ud kun et halvt år efter min planlagte hjemkomst, kunne han ikke rigtigt protestere. ;)

Derudover har jeg en god tæt vennekreds, som jeg har bygget op de seneste år.

Det bliver med blødende hjerte og stor savn at jeg må undvære min familie, min kæreste og mine dejlige venner. <3

Her starter rejsen på 8 måneder igennem Latinamerika.

 

 

*Man kan aldrig blive erklæret rask i det danske system, for psykisk sygdom. I stedet får man en ny diagnose der hedder (det din diagnose var) med komplet remission.