Da 17 timer blev til 3 døgn

Min sidste aften tilbragte jeg hjemme hos min mor, sammen med hende og Martin. Vi havde en rigtig hyggelig aften, hvor vi bare slappede af og så lidt tv. Jeg turde næsten ikke tænke tanken om at næste dag var sidste gang jeg skulle se dem i lang tid, så ville tårerne bare strømme frem. Da Martin og jeg lå i sengen, om aftenen, græd jeg dog alligevel. Der ville gå mange måneder før jeg igen kunne holde ham i mine arme. Vi fik sovet lidt og næste morgen stod vi op halv 5, fik lidt morgenmad, børstet tænder og så ud af døren kvart over 5. Jeg gav min mor flere store krammere og forsikrede hende om at tiden ville gå hurtigt og jeg ville være hjemme igen, før hun vidste af det. Martin og jeg kørte mod lufthavnen. Jeg fik mig selv og min bagage tjekket ind og så sad vi lidt sammen på en bænk, noget tid. Det var rigtig hårdt at sige farvel og jeg havde slet ikke lyst til at give slip på ham. Efter mange lange kram og kys var tiden dog inde til at jeg skulle igennem sikkerhedskontrol, så jeg ikke missede mit fly. Jeg gav modvilligt slip på Martin og så mig ikke tilbage. Tårerne trillede ned ad kinderne på mig mens jeg gik igennem sikkerhedskontrolen. Jeg fandt mit fly på skærmen og satte mig til at skrive en ”vi-ses” besked til vennerne.

Jeg boardede hvad der var det mindste fly jeg nogensinde har set. En række med 1 sæde og en række med 2 sæder. Jeg frygtede for turbulens i så lille et fly, men hvad jeg senere hen ville lære var at det fly, var det bedste transport på hele turen. Det tog 2 timer at flyve fra Billund til Paris, derfra skulle jeg skifte fly til Miami, men det var lettere sagt end gjort. Jeg var stresset, for jeg havde kun godt 1 time til at finde rundt i den store lufthavn. Jeg farrede vildt og det hjalp ikke meget at alle de ansatte jeg mødte ikke talte engelsk. Jeg fandt til sidst mit fly og løb den lande vej derned med min store tunge klodsede håndbagage, kun for at finde ud af flyet var 20 minutter forsinket. Jeg satte mig ned og slappede af i en lænestol, mens jeg kiggede ud på lufthavnens aktivitet. Flyet blev boarded og så startede 9 timers helvede med konstant babyskrigeri (stakkels barn og stakkels medpassagere). Der var rigeligt mad og drikke på flyet, men jeg havde ikke meget appetit, fordi jeg var så træt. Det var umuligt at få lukket et øje for det ulykkelige barn, så jeg bladrede igennem de udvalgte film og satte mig til at se Brave (Modig). Jeg blev positivt overrasket og blev muntret lidt op. Men glæden varede ikke længe. Da der var nogen timer tilbage af flyveturen følte jeg et jag og spænding i brystet. Jeg tænkte det kunne være muskelspænding, når jeg jo havde været så stresset og var træt. Jeg informerede stewardesserne, så der var nogen der kendte til det, hvis det skulle gå hen og blive værre. De var rigtig flinke til at tjekke op på mig, men jeg synes ikke jeg fik det bedre. Jeg prøvede på ikke at bekymre mig, da det nok ville forværre det. Vi landende lidt forsinket. Grundet det og en times kø i paskontrol missede jeg mit fly videre til Guatemala. Jeg fik en ny billet (free of charge) og fandt straks mi boarding sektion, så jeg var klar. Efter jeg havde sat mig ned og slappet af, fik jeg igen ondt i brystet. En af de ansatte lagde mærke til min smerte og spurgte om han skulle ringe efter en ambulance, så de kunne tjekke mig. Det ville jeg gerne, for nu var bekymringen vokset og nervøsiteten sneg sig ind på mig. Efter godt 10 minutter kom fire gutter i gul uniform med reflekser, kørende ind med en båre og diverse transportable apperater. Jeg fik klistret elektroder fast og de spurgte en masse spørgsmålet. De fortalte at de ikke kunne tvinge mig med på hospitalet, men de rådede mig til det. Efter at have spurgt hvor jeg skulle hen, sagde de også at det nok var bedre at komme på hospitalet i USA end Guatemala. Det kunne jeg godt se en pointe i, så de kørte mig på sygehuset. I ambulancen sad de 3 af fyrene omme bagi ved mig. De var søde og sjove og det gjorde hele turen til hospitalet lidt lettere.  Da jeg ankom, fik jeg sat en masse nye elektroder på mig, fik taget blodprøve, røngten af min brystkasse og skulle aflevere ”pee in a cup”. Lægen kunne se på mit blod at der var mulighed for blodpropper, så jeg fik en ultralydsscanning (sådan en gravide får) af mit ben og fik foretaget en CT scanning, hvor jeg samtidig fik sprøjtet farve ind i blodet, så de kunne se om der var noget uregelmæssigt i mit hjerte. Efter nogen timers søvn, kom lægen og fortalte at der ikke var noget at se og at hun mistænkte en nerve eller muskelspænding. Jeg var så lettet, havde virkelig været bange og lige der savnede jeg hjem rigtig meget.

Jeg blev udskrevet og så måtte jeg ud i natten og finde et hotel. Jeg kørte med taxa til 3 forskellige hoteller, før jeg til sidst fandt et der havde et ledigt værelse. Jeg fik mig et bad og gik så direkte i seng. Jeg var fuldstændig smadret! Jeg sov til kl. 10 næste morgen, tjekkede ud og gik over på den anden side af vejen til Denni’s, hvor jeg fik en god betjening og en god morgenmad.

Så videre med taxa til lufthavnen, hvor jeg nu måtte finde et nyt fly. Det kostede mig 150 $ og 7 timers ventetid, men det var hvad der var. Jeg satte mig til at vente og 2 timer før afgang bliver flyet aflyst. Tilbage til billetskranken.. Grundet mit fly var aflyst var begge fly næste dag helt booket op og det så ud til jeg først kunne få et fly 2 dage senere. Da der ikke var meget at gøre ved det, accepterede jeg bare. Damen ringede og dobbelttjekkede og det viste sig at der var en plads på flyet til næste dag kl. 11.50. Den ville jeg selvfølgelig gerne have. Jeg fik billetten, 2 madbilletter og en billet som kompensation for overnatning. Jeg takkede glad damen og skyndte mig udenfor, hvor jeg hoppede på en Shuttlebus til mit hotel. Jeg ankom til hotellet omkring 6-7 tiden og blev vist op til et kæmpe værelse, der bestemt ikke manglede noget! Jeg fik mig et bad, gik ned og tjekkede min facebook, hvor jeg havde fået varme beskeder hjemmefra. Derefter ind i den fine restaurant og få noget lækkert aftensmad. Mad jeg desværre ikke kunne spise så meget af, da jeg stadig havde jetlag. Jeg fik en god nats søvn og stod op næste dag kl. halv 7. Jeg skulle bare ikke misse det fly! Jeg tjekkede ud og var hurtigt på facebook igen, inden jeg skulle med bussen. Det var jo ikke til at sige hvornår jeg igen ville komme i nærheden af en computer. Jeg ankom til lufthavnen i god tid og efter en tur igennem sikkerhedskontrolen, fandt jeg min gate, fik lidt at spise og satte mig igen til at vente. Her mødte jeg 3 danske piger og en svensk fyr, der også skulle med samme fly. Desværre var de på venteliste og kom kun med, hvis nogen af de andre passagere ikke dukkede op. Men flyet var proppet.

Vi havde en smart kaptajn, der havde fyldt ekstra benzin på, i tilfælde af man ikke kunne lande i Guatemala citys lufthavn. Den havde været lukket nogen dage forinden, grundet Fuegos vulkanudbrud. Der var nogen andre der ikke havde taget højde for den smarte kaptajns plan og derfor var flyet for tungt. Efter at have forladt gaten, måtte vi tilbage for at tømme noget af posten af flyet. Efter 2 timer var vi endelig klar til liftoff. Det tog godt 3 timer at flyve til Guatemala og da jeg ankom, skulle jeg finde min taske, som var ankommet 2 dage før, med det fly jeg skulle have været med da jeg lå på hospitalet. Jeg fik min bagage og fandt de chauffører der skulle køre mig til min guatemalske familie. Chaufføren var en ung fyr ved navn Danni og med sig havde han en jævnaldrende pige som hed Amerika. Efter en lille times kørsel, ankom jeg til familien i Antigua. En enlig mor, ved navn Janet, med en datter Daniella og en søn Martin. Her fik jeg en varm velkomst. Efter et bad og lidt at spise gik jeg i seng. Klokken var kun 7, men jeg havde en masse søvn jeg skulle indhente.