This is Halloween..

Da vi vågnede var det aftensmadstid. Vi fik lidt at spise og besluttede at tage til halloweenfest på Chili Inn. Det var en ret spontan beslutning og derfor måtte vi lave kostumer af hvad vi havde. Ud af rødternet nederdel, hvid tanktop, Camillas knæstrømper og glimmersko, blev jeg til en skolepige med rottehaler. Camilla forvandlede sig til en kat ved hjælp af sort eyeliner, sort pap klippet til ører klistret på en hårbøjle, et stofbælte fra en kjole jeg lige havde købt blev til hale og så var hun ellers klædt i sort, for resten af pengene. Det blev nogen ret fede kostumer og på vej til festen sagde flere vi passere: ”Miiaav”. Det var ret underholdende. Chili Inn holdte en fed fest og overraskende mange var klædt ud. Vi blev dog kun et par timer, for technomusikken blev os for meget. På vej tilbage ville vi finde en snack og rendte ind i Tim, som arbejder på Big Foot, han fulgte os ned i midtbyen, hvor der var lokalt mad, men det var ikke det vi havde lyst til. Camilla opdagede at en af kogekonerne var gået kold hen over et bord og det fik vi et godt grin over. Ja vi grinte endda af det, flere dage efter. Det var en fed aften og den nat sov vi godt!

Fullmoon hike af vulkan Telica

Tirsdag sov vi længe og tullerede bare rundt nede i byen, spændte på aftenen. Lidt over 9, var vi klar og gik på Quetzal Trekkers. Her fik vi lækker gullash til aftensmad og informationer omkring turen. Vi var 28 inkl. 4 guider. Efter aftensmaden, kørte vi to vognfuld til foden af vulkanen. Det ville tage os 4 stive timer før vi kom op til toppen og så lava. Jeg var vildt spændt på lavaen og det gjorde de 4 timer mere overskueligt, selvom den sidste 1½ time, ville være utrolig stejlt. Vi gik og vi gik og vi gik… selvfølgelig ville min ryg ikke som jeg og jeg sakkede hurtigt bagud, men guiderne sagde: ”Bare giv dig god tid, vi skal nok nå det”. Efter godt 3 timer med 2 pauser var vi nået til det stejle stykke. Fordi jeg var den sidste og rimelig slow, fulgtes jeg med Richard, en af guiderne. Super flink fyr. Vi gik og snakkede om gyserfilm, selvom jeg ikke har set så mange, men da hårene på vores arme begyndte at rejse sig, slog vi over i hvilken der var vores yndlings Disneyfilm og hvad vores favoritmad var osv. Det var super flot at gå gennem majsmarker og jungle i fuldmånens skær, men også lidt uhyggeligt da Richard og jeg gik selv. Da vi kom til de sidste 20 minutter, slog vi sammen med nogen af de andre og jeg fik tildelt en anden guide. Han var desværre ikke så tålmodig som Richard og så snart de andre kom til syne på vulkanens top, gik han. Flere gange måtte jeg tage pauser. Det var med meget blandede følelser at jeg lå der på min rygsæk, for at støtte min ryg, på vulkanens bjergsige. Min selvtillid var helt i bund og jeg var træt af at min krop føles som en på 60. Det kan godt være at jeg var tæt på mål, men jeg var ligeglad. Hele verden kunne rende mig. Jeg følte mig utrolig ensom og forladt. Men som jeg lå der og kiggede op på den stjerneklare himmel, med fuldmånen og kun enkelte vatskyer, blev jeg overvældet af hvor smukt det var og hvor glad jeg var for at nyde dette øjeblik i ro, med mig selv. Jeg fik bøffet mig de sidste 10 minutter op ad vulkanen og nåede lige at se lava inden vi skulle videre til næste punkt. Lavaen var lidt skuffende, jeg har nok haft for høje forventninger, men jeg blev dog i lidt bedre humør, da Camilla fortalte hun var blevet væk fra de andre og da hun så havde tændt sin pandelampe for at finde vej, havde hun lyst lige ind i de store gule øjne på en ko. Det har selvfølgelig ikke været en sjov oplevelse, men alt var så absurd lige der og den måde hun fortalte det på, fik mig til at grine. Vi gik over på en anden høj, hvorfra vi skulle se solopgangen. Vi fik hver en sandwich og sad og nød morgenshowet. Det var hundekoldt, men det var smukt. Nedstigningen var ikke meget nemmere end at komme op. Grundet smerter i både ryg og knæ, gik det utroligt langsomt. Vi gjorde holdt under et stort mangotræ, hvor resten af gruppen havde ventet på os. Vi var med stort besvær sluppet helskindet ned af den glatte bjergside og guiderne havde tilmed fundet en vandrestav til mig. Resten af holdet tog af sted, mens vi fik en pause. Den ene guide Ginnie spurgte om jeg ville ride på en hest resten af vejen. De havde før lejet heste af farmerne på bjerget og hun vidste det ikke ville være svært at finde en. Min ærefrygt for de graciøse dyr, talte imod, men hvis jeg nogensinde skulle komme ned af det gudsforladte bjerg, kunne jeg være nød til at sætte fødderne i stigbøjlerne. Som sagt, så gjort. Hesten var ikke speciel stor og egentlig mest interesseret i at spise. Ginnie trak hesten med mig, bag sig. Det blev langsommere end forventet, for hesten, som vi navngav Baby, havde en glubsk appetit og stoppede konstant op for at spise, indtil vi stødte på nogen andre farmere, der viste os hvordan man kunne sno tøjren rundt om mulen og lukke det store gab. Det betød dog at det nu var mig der skulle styre hesten, hvilket jeg ikke var helt tryk ved, men det gik og efter kort tid fik jeg overraskende godt styr på Baby. Jeg var så stolt at jeg kunne græde! Det havde været en lang, smertefuld og hård nat og jeg havde aldrig troet jeg skulle sidde på en hest uden frygt. Resten af nedstigningen gik noget lettere og da vi endelig kom tilbage til hostel, omkring middag næste dag, sov vi i godt 6 timer.

Velkommen til Via via

Mandag var en af de ansatte på Big Foot så sød at vise mig overvågning, men vi løste ikke mysteriet om min telefon. Jeg tjekkede ud over og ind på Via via, på den anden side af gaden, hvor Louis og det sweisiske par var indlogeret. Camilla blev en nat mere på Big Foot (indtil hun fik stjålet sin lagenpose, så tjekkede hun også ind på Via via). Vi fulgtes alle fem rundt i byen for at finde nogle fede aktiviteter. Jeg havde hørt det var sæson for små skildpaddeunger at klække og kravle i havet. Vi fandt et sted der arrangerede en tur, hvor man kunne tage ud og se dem, men vi synes det var for dyrt. Vi vidste vi ville med Quetzal Trekkers op og bestige vulkanen Tilica. Det prioriterede vi højere og fik arrangeret fullmoon hike, til næste dag, afgang 9.30 pm.

Going to Nicaragua

Busturen var land, men behagelig. Vi kørte med Ticabus kl. 9.30. Bussen var med aircon, så man rigtig kunne mærke varmen, når man kom ud, for at krydse grænsen. I bussen havde en mand samlet vores pas og fået 15 dollars for indgang til Nicaragua. Alt bagage blev hevet ud af bussen, her skulle vi hver finde vores og igennem en babagetjek der bestod af 15-20 minutters kø. Mændene kiggede på os og sagde okay. Vi så én der fik åbnet sin kuffert. Sikkerhedsvagten løftede øverste lag og så var det ellers fint. Gad vide hvor mange smuglervarer de har fundet ved den metode? Vi ankom til byen León ved 3-4 tiden. Delte en taxa med et sweisisk par og en lille dude, ved navn Louis, som vi senere døbte flash. Vi blev sat af ved Big Foot hostel, hvor Camilla og jeg var heldige at få de sidste to senge de havde. Fordi stedet var under ombygning, var prisen pr. nat halveret til 3 dollars. Stedet var ret fedt indrettet, med baren som det første rum, så opholdsstuen, med komfortable sofaer, poolbord og en lille pool formet som et fodaftryk. Men man fik hvad man betalte for. Jeg blev der kun én nat og i løbet af den tid fik jeg stjålet min telefon, Camilla sin lagenpose og tilmed vores rester af pizza, som vi havde stillet i køleskabet. Derudover måtte jeg sove i opholdsstuen, for min seng, var den eneste hvortil vifterne ikke nåede hen, så det blev for ulideligt varmt til at sove der. Jeg havde endda forhørt mig om værelset ikke ville blive for varmt, inden vi bookede det, men fyren i baren forsikrede mig om at alt var fint. Jeg var dog ikke den eneste i opholdsrummet. En fyr var kommet hjem omkring midnat og efter et kvarters banken var det en af de andre gæster der lukkede ham ind. Hvor de ansatte var, vides ikke. Fyren takkede den anden gæst og gik så ind i seng, for at opdage der lå en anden! De ansatte havde åbenbart givet den seng han havde sovet i de sidste 4 nætter, til en ny gæst, så vi holdt slumperparty i opholdsrummet.

Tegucigalpa

Camilla havde skrevet med en fyr: David, 25, advokat på couchsurfing. Efter godt 7 timers transport ankom vi til hovedstaden (omkring kl. 3). Vi havde haft telefonisk kontakt med David og han lød spændt på at møde os, inviterede os med til BBQ lørdag, som tilfældigvis var hans fødselsdag og han ville hente os på busstationen. Da vi ankom, var der ingen David og han tog ikke telefonen. 20 minutter senere ringede han og fortalte at han var på vej mod en anden by, da hans kærestes mor havde været i en bilulykke, han ville arrangere at nogen kom og hentede os. Vi ventede godt en time ekstra før 2 af hans venner kom. Heldigvis kunne den ene engelsk, men han kendte åbenbart ikke David, så han kunne ikke rigtig fortælle os noget om vores boligsituation. Da vi ankom til huset, åbnede stuepigen og ud kom 3 små hunde og en bedstefar. Vi blev taget venligt imod og bedstefaren var utrolig snaksagelig. David skrev at han ville komme hjem næste aften omkring kl. 22. Efter en god nats søvn i en god seng (langt om længe) tog vi ind i byen og kiggede på kirker og butikker. Vi tog hjem og chillede og så husk lige tandbørsten. Sent om aftenen opdagede vi at David var kommet hjem og vi gik ned for at hilse på ham og hans kæreste, som begge virkede ret arrogante og han var slet ikke som vi havde forstillet os. Vi gik i seng og næste dag tog vi i mall og gik rundt. Fik købt lidt gaver og vi glædede os til aftenens BBQ. Da vi kom hjem spurgte vi hvornår vi skulle af sted og fik at vide kl. 6. Kl. blev halv 8 før vi kom af sted og hverken David, hans kæreste eller hans ven som var ankommet var særlig sociale og vi følte os egentlig ikke velkomne. Før BBQ skulle vi ud og handle ind og vi gik bare som 2 små hunde efter dem. Efter tilstrækkelig ignorering (5. klasse style) besluttede vi at holde en snackaften hjemme i stedet.  Så vi informerede de andre om at vi tog ud at spise i stedet og så tog hjem. Vi fandt Denny’s , hvor jeg kunne bestille pandekager, scramplet eggs og bacon til aftensmad (nice!) og dertil fik jeg selvfølgelig en chokolademilkshake. Næste dag var David så venlig at køre os til bussen, men som Camilla sagde, kunne han jo næsten ikke være bekendt at sige nej.