Fullmoon hike af vulkan Telica

Tirsdag sov vi længe og tullerede bare rundt nede i byen, spændte på aftenen. Lidt over 9, var vi klar og gik på Quetzal Trekkers. Her fik vi lækker gullash til aftensmad og informationer omkring turen. Vi var 28 inkl. 4 guider. Efter aftensmaden, kørte vi to vognfuld til foden af vulkanen. Det ville tage os 4 stive timer før vi kom op til toppen og så lava. Jeg var vildt spændt på lavaen og det gjorde de 4 timer mere overskueligt, selvom den sidste 1½ time, ville være utrolig stejlt. Vi gik og vi gik og vi gik… selvfølgelig ville min ryg ikke som jeg og jeg sakkede hurtigt bagud, men guiderne sagde: ”Bare giv dig god tid, vi skal nok nå det”. Efter godt 3 timer med 2 pauser var vi nået til det stejle stykke. Fordi jeg var den sidste og rimelig slow, fulgtes jeg med Richard, en af guiderne. Super flink fyr. Vi gik og snakkede om gyserfilm, selvom jeg ikke har set så mange, men da hårene på vores arme begyndte at rejse sig, slog vi over i hvilken der var vores yndlings Disneyfilm og hvad vores favoritmad var osv. Det var super flot at gå gennem majsmarker og jungle i fuldmånens skær, men også lidt uhyggeligt da Richard og jeg gik selv. Da vi kom til de sidste 20 minutter, slog vi sammen med nogen af de andre og jeg fik tildelt en anden guide. Han var desværre ikke så tålmodig som Richard og så snart de andre kom til syne på vulkanens top, gik han. Flere gange måtte jeg tage pauser. Det var med meget blandede følelser at jeg lå der på min rygsæk, for at støtte min ryg, på vulkanens bjergsige. Min selvtillid var helt i bund og jeg var træt af at min krop føles som en på 60. Det kan godt være at jeg var tæt på mål, men jeg var ligeglad. Hele verden kunne rende mig. Jeg følte mig utrolig ensom og forladt. Men som jeg lå der og kiggede op på den stjerneklare himmel, med fuldmånen og kun enkelte vatskyer, blev jeg overvældet af hvor smukt det var og hvor glad jeg var for at nyde dette øjeblik i ro, med mig selv. Jeg fik bøffet mig de sidste 10 minutter op ad vulkanen og nåede lige at se lava inden vi skulle videre til næste punkt. Lavaen var lidt skuffende, jeg har nok haft for høje forventninger, men jeg blev dog i lidt bedre humør, da Camilla fortalte hun var blevet væk fra de andre og da hun så havde tændt sin pandelampe for at finde vej, havde hun lyst lige ind i de store gule øjne på en ko. Det har selvfølgelig ikke været en sjov oplevelse, men alt var så absurd lige der og den måde hun fortalte det på, fik mig til at grine. Vi gik over på en anden høj, hvorfra vi skulle se solopgangen. Vi fik hver en sandwich og sad og nød morgenshowet. Det var hundekoldt, men det var smukt. Nedstigningen var ikke meget nemmere end at komme op. Grundet smerter i både ryg og knæ, gik det utroligt langsomt. Vi gjorde holdt under et stort mangotræ, hvor resten af gruppen havde ventet på os. Vi var med stort besvær sluppet helskindet ned af den glatte bjergside og guiderne havde tilmed fundet en vandrestav til mig. Resten af holdet tog af sted, mens vi fik en pause. Den ene guide Ginnie spurgte om jeg ville ride på en hest resten af vejen. De havde før lejet heste af farmerne på bjerget og hun vidste det ikke ville være svært at finde en. Min ærefrygt for de graciøse dyr, talte imod, men hvis jeg nogensinde skulle komme ned af det gudsforladte bjerg, kunne jeg være nød til at sætte fødderne i stigbøjlerne. Som sagt, så gjort. Hesten var ikke speciel stor og egentlig mest interesseret i at spise. Ginnie trak hesten med mig, bag sig. Det blev langsommere end forventet, for hesten, som vi navngav Baby, havde en glubsk appetit og stoppede konstant op for at spise, indtil vi stødte på nogen andre farmere, der viste os hvordan man kunne sno tøjren rundt om mulen og lukke det store gab. Det betød dog at det nu var mig der skulle styre hesten, hvilket jeg ikke var helt tryk ved, men det gik og efter kort tid fik jeg overraskende godt styr på Baby. Jeg var så stolt at jeg kunne græde! Det havde været en lang, smertefuld og hård nat og jeg havde aldrig troet jeg skulle sidde på en hest uden frygt. Resten af nedstigningen gik noget lettere og da vi endelig kom tilbage til hostel, omkring middag næste dag, sov vi i godt 6 timer.